Biogas produceres af organisk materiale (kulstof), som nedbrydes og udrådnes af bakterier i et iltfrit miljø. I biogasanlægget fremskyndes og effektiviseres denne proces. Det sker i anlæggets reaktortanke ved en procestemperatur på 38°C (mesofil) eller 52°C (termofil) drift.
Biogasanlægget kan modtage alle former for organisk affald - typisk husdyrgødning og organisk industriaffald. Tørstoffet i husdyrgødning består bl.a. af kulstof. I biogasprocessen omdannes dette kulstof til en biogas, som er en blanding af methan (CH4) og kuldioxid (CO2).
Biogasanlæg modtager ofte både husdyrgødning og organisk affald fra industrien. Gødning og affald blandes i anlæggets fortank, inden det opvarmes til 38-52°C og pumpes over i reaktoren, hvor selve biogasproduktionen foregår. Biomassen forbliver i reaktoren i 2-3 uger, hvorefter den afgassede biomasse kan anvendes som gødningsstof på landbrugsjord.
Biogassen udnyttes typisk til produktion af el og varme i anlæggets gasmotor. Elektriciteten ledes ud på el-nettet og varmen udnyttes af lokale varmeforbrugere.
